Forår på vej - ?

Trods sne begynder solen efterhånden at varme rigtigt - og så begynder vi herhjemme at tænke på kolonihaven. Det er klart for koldt og for frossent til at lave noget derude endnu, men i vindueskarmen sker der noget... eller det håber vi, at der gør! I lørdags såede jeg tagetesfrø (bliver til de der orange/brune/gule 'farmoragtige' blomster, som er i alle kolonihaver) og basilikum. Jorden virkede så død og kold - og trods flere års erfaring går jeg rundt med skeptisk mine og skotter over til bakkerne med jord - kommer der mon snart noget? Når der gør, føles det virkelig som et mirakel.

Engang stak jeg hånden i en håndfuld jord og mediterede ( det var til sådan en sansepræget andagt): Den føltes bare så død. Jeg blev mig ubehagelig bevidst om, at vi er forgængelige. Når min krop en dag skal i den jord, så vil den hurtigt blive nedbrudt; alt, hvad jeg fysisk er og går og plejer på, vil forsvinde. Men når jeg så tænker på, at frø skal ned i sådan kold og klam jord for overhovedet at kunne spire, aner jeg en flig af skabelsens og genskabelsens mirakel.