Inde i det, der synes tomt, er kilden

Nu går det snart for mig som for mange andre, at jeg slet ikke får tid til at skrive på min blog - jeg har ellers gået og glædet mig til at dele noget mere med jer.
Tak for mange dejlige kommentarer; det er dejligt med respons! Men jeg glæder mig også over den respons, jeg får mundtligt - det er ok for mig, hvis nogle af mine læsere ikke har lyst til at træde ud i cyberspace -bare brug denne blog til det, I har lyst til.
Jeg lovede for snart flere dage siden at fortælle om min retræteoplevelse tidligere på ugen. Lad mig først beskrive, hvad det går ud på, så alle er med:
Vi samledes i Skovhuset (billedet) ude i nærheden af Ry - på vejen derud kører man langs med den store Moss sø - det er meget smukt, og det var der, at jeg opdagede, at markerne og græsset pludseligt var blevet friskt grønt. Vi fik en introduktion og delte forventninger med hinanden, og så gik vi efter et måltid i stilhed, som skulle vare i halvandent døgn. Angstfremkaldende for nogle måske... Jeg har det egl ok med stilheden, men havde lige været omkring den der med, at så skulle jeg også få læst noget, så tiden så at sige blev brugt godt. Heldigvis havde jeg lige fået vendt den med Marie - og havde besluttet, at jeg ikke skulle læse eller i det hele taget planlægge for meget med den retræte. Dagens rytme var meget klosteragtigt: morgenbøn i kapellet,morgenmad, pause, meditation, pause, bøn, frokost, pause, meditation, pause, bøn, aftensmad, pause, meditation, pause, bøn, god nat. Meditation indebar, at lederen læste en bibeltekst langsomt to gange - på denne retæte fulgte vi fire forskellige personers oplevelser med den opstandne Jesus. Herefter blev vi guidet til at forestille os billeder og følelser i forbindelse med teksten og vores egen respons på teksten og respons til Gud.
Det var en god tid. Man går der sammen med nogle andre mennesker; nogle kendte jeg, nogle kendte jeg ikke - og man er sammen, selvom man ikke taler sammen. Det føres helt ok. Selvfølgelig var der nok nogle meningsfulde samtaler, man gik glip af, men vi slap også for meget fyldkommunikation - ord, vi bare siger for at sige noget, for at andre skal se os, for at stilheden ikke skal virke pinlig. Jeg kan mærke, at jeg rationerede mine ord efter retræten - tænkte mig lidt mere om, før jeg talte - inden vi brød stilheden, kunne jeg nå at tænke; - hvorfor vil jeg sige dette? hvad har de andre brug for at høre... osv.
Den ydre stilhed giver en langsomhed og tålmodighed med al det skabte: bevægelser bliver mere langsomme og bevidste - og en edderkop på puden kvases ikke, men bæres ud i naturen.

Men når de ydre kanaler lukkes, stopper den indre 'larm' ikke nødvendigvis. Ikke stykke hen i retæten kom alle tankerne relateret til mit job - ideer og opgaver og personer myldrede frem - egl mest positive ting, men jeg blev klar over, at jeg ofte bærer mit arbejde med mig i tankerne - og at to dages retæte ikke bare slukker for dem. Jeg blev også klar over, at jeg ofte holder pause fra disse tanker ved fx at se fjernsyn - det er da en ok metode - men retræten lærte mig, at i den stilhed, som i begyndelsen kan virke tom - der er en sand kilde til liv og ikke bare en pause fra livet.