Jeg har haft en lille debat med Thomas Risager - se link Tanker om... om Mel Gibsons The Passion of the Christ - ikke en film, der rykkede helt vildt for mig - også selvom jeg har givet den to chancer (se min kommentar på Thomas´side). I fredags havde jeg så fornøjelsen af Pier Paolo Pasolinis Il Vangelo secondo Matteo fra 1964, som DR havde været så venlige at berige os med. Og det er nok den bedste Jesusfilm af de fire, jeg har set. Franco Zeffirellis Jesus of Nazareth gjorde stort indtryk på mig, da jeg var teenager og interesseret i historien om Jesus første gang. Men da jeg så den for et par år siden (0g det var endda kun anden del), kedede jeg mig - og den blåøjede britiske Jesus, der aldrig blinker, understreger problemet med at gengive vores allesammens Jesus, som vi ikke ved hvordan så ud, og som både var Gud og mand. Jésus de Montréal har jeg set flere gange; og den har mange gode vinkler. Den tackler problemet med at gengive Jesus på en god måde, ved at lade Jesus være en figur i et passionsspil. Den skuespiller, der spiller Jesus, lever så også Jesus ud i livet uden for spillet. Nu forekommer den nok lidt firseragtig - og slutningen er totalt latterlig - men se den og døm selv!
Tilbage til Pasolinis Jesus (billedet) - jeg nød det italienske, selvom det jo ikke er autentisk for historien. Også musikken er lidt sjov (udover velvalgte klassikere har der også sneget sig noget regulær negergospel ind - og det er lidt pudsigt - men det ødelagde det nu ikke for mig!)
Genistregen er, at Pasoloni ikke begynder at fylde de huller ud, som vi måske nogle gange synes, at evangelierne har - han gengiver Mattæusteksten - og færdig! Selvfølgelig foretager han en tolkning med sine billeder, men det kommer til at stå stramt. Det bliver lidt kedeligt til sidst - men især begyndelsen med hele situationen omkring Maria og Josef er virkelig udtryksfuld. Her er der hele scener, hvor de ikke siger noget - i hvert fald ikke med munden. Den mest suveræne scene, er der, hvor de tre vise mænd kommer for at tilbede barnet. Ingen ord - bare ansigtudtryk - fantastisk!
Jeg har i øvrigt stadig The Last Temptation of Christ til gode.
Billede: Pasolini med Margherita Caruso, der spillede Maria.
2 kommentarer:
Jeg blev kristen p.g.a. The last temptation of Christ. Selvfølgelig også p.g.a. Guds indflydelse - og gode venners indflydelse. Men denne film åbnede mine øjne for, hvordan verden ville se ud og hvordan menneskers vilkår og situation ville være, hvis ikke Jesus ofrede sig for vores skyld. Jesus gjorde alting nyt og uprøvet. Gud tilgav os vores synder og vi fik mulighed for at leve livet sammen med Ham og ikke alene. Tænk bare - et helt liv sammen med Ham. Verden er blevet et bedre sted og jeg er blevet et bedre menneske p.g.a. Ham.
En musikvideo med billeder af Jesu lidelser sammen med Brian Adams tekst "I would die for you" gjorde også et stort indtryk på mig i tidernes morgen.
sejt statement - tak for det Louise - jeg skal bare have fat i den film nu!
Send en kommentar