mens jeg venter

I går prædikede jeg i Getsemanekirken i Horsens. Her har menigheden besluttet at nedlægge sig, og kirken er sat til salg. Som altid blev jeg budt varmt velkommen af den lille skare, der endnu kommer der.

Det må være mærkeligt at nedlægge sig selv som menighed - en sorg - måske et nederlag; nogle mennesker, der mister deres faste tilholdssted og måske lidt af deres identitet...

Men for mig er det ikke et nederlag - blot afslutningen på noget - og når noget afsluttes, er der mulighed for, at noget nyt kan begynde... Der bliver givet slip, der gøres fri... Det er også en påmindelse for mig, der kommer i en lidt større menighed - kirken er kaldet til at gå ud og forbinde sig til mennesker og ikke sidde inde i vores bygninger og fællesskaber og vente på, at der er nogen, der har lyst til at forbinde sig med os. - jeg har en følelse for tiden: jeg sidder og venter inde i kirken, mens jeg spekulerer på, hvordan det er, Gud vil have, at jeg skal knytte mig til mennesker udenfor....

Og navnet: Getsemanekirken - opkaldt efter et sted, hvor der var nederlag, angst og usikkerhed i luften - og det blev jo ret nasty efter det - for så siden at give mening, betydning...

Og så har jeg et eller andet sted et hjerte for små forsamlinger - jo, de kunne måske godt have gjort mere for at få nogle medlemmer (men er det egl det, det handler om????) - jeg ved i hvertfald, at der også var meget i min menighed, vi kunne have gjort, men vi har bare haft nogle andre vilkår... Se, hvordan alteret blev pyntet, selvom der ikke kom mange, og selvom det snart er slut - den omhu var slående... jeg ved det ikke, jeg kan ikke se det store billede lige nu... men jeg har en stærk følelse af, at Gud overskrider vores grænser, opretter vores nederlagsfølelse, giver os nye ideer....

Og så tvivlen - er det bare drømme, vil jeg det virkeligt? Vil de andre overhovedet med????