På Børnemedarbejderkonferencen, der løb af stabelen her i weekenden, holdt jeg et seminar om personlig andagt, den daglige tid sammen med Gud, eller hvad man nu skal kalde det. Min fornemmelse er, at rigtig mange i kirkerne ikke rigtigt har den dimension i deres liv. Jeg var ærlig talt lidt spændt på, om der var nogen, som syntes, at det var et relevant emne. Der dukkede 30 op, og de medgav næsten alle at have problemer med dette. Jeg tog udgangspunkt i mine egne ups and downs, angav spændet mellem at opleve tiden med Gud som en kilde og som en ørken, spændet mellem disciplin og glæde - og gav ideer til variation i dagens andagt.
Der var god respons på seminaret - en sagde, at hun ikke oplevede, at vi i kirkerne rigtigt taler om det her - vi taler nok om, at vi bør bede og læse i Bibelen, men ikke noget om, hvor svært det kan være, og hvordan man kan forholde sig til det.
Og så blev jeg bekræftet i, at det er til meget større hjælp for mennesker, at man også indrømmer sine egene problemer, når man vejleder.
- nej - det er ikke børnemedarbejdere på billedet, men fra Metodistkirkens Sommerhøjskole, hvor jeg fortalte om ikoner, som har talt til mig om Guds kærlighed og ydmyghed
Ingen kommentarer:
Send en kommentar