et ret spændende oplæg om samfundstendenser og trosoplæring. Vilkårene i dag er, at mennesker selv skal finde sandheden- men i samfundet lærer vi, at det betyder, at vi skal søge sandheden i os selv - i forhold til det kristne budskab er det en kortslutning.
Hun kritiserede det isolerende krævende jeg, som vi udstyres med i samfundet - og sagde, at kirkens postulat er, at fællesskab er muligt. Det kristne liv er altid et socialt liv -
her stillede hun imidlertid et spørgsmål, der fik mig til at spidse ører:
- er der kraft i menighederne til at forme kristen praksis?
Det spørgsmål har været oppe at vende for mig for nyligt, da nogle nogle mennesker fra kirken meldte sig ud, fordi de savnede et formende fællesskab i vores kirke - et sted, hvor man kan hjælpe hinanden på vej. Jeg genkendte den længsel hos mig selv - jeg drømmer om en kirke, hvor vi hjælper hinanden mere med troslivet, men kom så også i tvivl, for hvad betyder det?
At folk skal sætte mig i rette, når jeg ikke lever korrekt? Nej tak! At vi kan tale om livets ups and downs mere åbent? Ja tak! Men gider vi dybest set lægge den tid, det tager, i det? Her kan jeg godt blive i tvivl - og forfalde til individualiseret tro - enhver må gøre sit eget benarbejde i sit lønkammer så at sige - her kan ingen menighed hjælpe...??? Men hvis vi hjalp hianden lidt mere med at bede i stedet for blot at tale om det???
Jo, jeg tror, at fællesskab er muligt - men ikke den idealiserede udgave. Hans Hauge
skulle vist have sagt, at fællesskab er klamt -jeg er enig med ham, men ikke i den slutning, han så drager (ham, der vender om på hælen, når han på vej til højmesse ser, at der er dåbsgæster på vej - for de forstyrrer hans søndagsro) - ja fællesskab er klamt, men det skal til - tror jeg stadig! (også selvom jeg indimellem er lidt fortvivlet over, at vi hjælper hinanden så lidt!)
4 kommentarer:
Jeg tror at alle mennesker søger fælleskab på en eller anden måde, det er ét af livets grundvilkår - vi dør ganske enkelt, hvis vi ikke har fællesskab med andre.
Det kristne fællesskab har altid for mig stået som ganske særligt, noget der ikke ligner alle andre former for fællesskab - et sted hvor man kan søge tryghed og sikkerhed i en usikker verden.
Desværre har jeg også selv oplevet, at dette ikke altid er virkeligheden. Jeg har selv oplevet at måtte melde mig ud af din menighed, fordi det var vanskeligt at blive en del af fællesskabet, selvom jeg hele tiden hørte at alle var lige vigtige.
Vi kender alle til grupper, som ikke er en absolut del af fællesskabet og har store vanskeligheder med at blive det. Indvandrere f.eks., og tilflyttere i et lille landsbysamfund.
Da jeg ikke var født ind i min menighed, oplevede jeg ofte, at det var vanskeligt ( og stadig er ) at få del i de samme "privilegier" som de "indfødte". På den måde bliver man marginaliseret og jeg har ikke fundet det jeg søgte. Jeg kunne og kan for så vidt ikke se forskel på fællesskabet i og uden for kirken og det bliver næsten endnu værre af, at man i kirken hele tiden pointerer at fællesskabet er anderledes og bedre.
Ja, og så skal man være mere åben i kirken for kritik, for kritik er ikke altid ubetinget dårlig. Man har det med at dysse ned, f.eks. når nogle medlemmer melder sig ud eller viser utilfredshed. Man taler ikke om det og flere gange har jeg også hørt: " Det er også deres egen skyld, - det er fordi de ikke har..." osv. osv.
Jeg tror at man har brug for at drøfte, ikke hvad har vi gjort forkert, men hvad kan vi gøre for at der ikke er nogle der føler sig udenfor fællesskabet, for når folk melder sig ud, så er det jo fordi de ikke har det godt dér hvor de er.
For det må jo være et kæmpe problem for et menighed, at nogle af den søstre eller brødre melder sig ud - også selvom man usynliggør problemet.
Jeg er enig med dig i det meste - og det gør ondt på mig, hver gang mennesker ikke føler sig hjemme i kirken. Jeg kunne også godt have behov for, at kirken turde tale mere med dem, der har valgt den fra - men det er et smertefuldt felt.
Jeg tror ikke, at kirken kan undgå at være menneskeligt fællesskab med al den skrøbelighed, det indebærer - men det undskylder jo ikke, at vi ikke gør noget, når nogle konkrete mennesker reelt føler sig udenfor -
når jeg bliver skuffet over min menighed - forsøger jeg at se på de mennesker, som jeg rent faktisk kan vandre med, som modtager mig som jeg er - det er ikke alle, men der er nogle - og så forsøger jeg selv at møde forskellige mennesker i menigheden, men jeg kan ikke favne alle. Jeg har stærkt opfordret ledelsen i min menighed til at arbejde med dette problem og sætte processer i gang, så vi kan komme tættere på hinanden.
Jeg er enig med dig - man skal ikke generalisere. Du har hjertet på rette sted, - det kan man godt mærke og det er der også andre der har. Det er derfor at jeg stadig kommer, selvom jeg stadig er "tilflytter" efter at være kommet i kirken i gennem 40 år....
Jeg prøver også at vandre med de mennekser, der faktisk vil vandre med mig, men det bliver så mest udenfor kirkens fællesskab og det er lidt trist synes jeg, når man nu så gerne vil.......
en vandring er jo begyndt her.. :-)
Send en kommentar