Nå ja - tematirsdag på DR2 om opstanden i Ungarn for 50 år siden satte tanker igang:
dengang stod danskerne med ret så åbne arme, da vi modtog flygtninge fra Ungarn. De stod ligefrem ved toget i Padborg og rakte mad og gaver til flygtningene.
Sådan er det ikke ligefrem mere. Hvorfor?
I programmet sagde Peter Esterhas, en af de ungarske flygtninge, der fik et liv i DK, at han mente, at det var fordi danskerne dengang ikke havde så meget selv. Senere kom velstanden og med den ligegyldigheden.
Speakeren i programmet mente, at danskerne dengang havde krigen i frisk errindring og var rædselsslagne over den kolde krig - derfor var det lige for at føle sympati med ungarerne.
I radioen hørte jeg en sige, at det var nemmere at modtage disse flygtninge, fordi de var lige som os - det blev sværere med de arabiske flygtninge i 80èrne.
Faktisk var ungarerne dengang ikke helt som os - de var noget frustrerede og lavede en del ballade på værthuse og sådan - men danskerne undskyldte dem med deres sydlandske temperament og lod sig ikke hidse op - men det er også blevet anderledes.
Jeg tror nok mest på den med, at efter velstand følger selvtilstrækkelighed. Måske ikke helt logisk - tænk sig, at man skal have røven i vandskorpen for at lide med andre.
Og så for ikke at glorificere danskerne dengang for 50 år siden - i udsendelsens oprindelige optagelser hørte jeg flere gange udtrykket, at de ungarerne skulle absorberes i samfundet. Mon ikke, at de også dengang betingede sig, at skal man leve i Danmark, så skal man ikke være andet en dansk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar