Vi har alt, men det er efterhånden også alt, hvad vi har...

Søndag - jeg må indrømme at jeg er blevet hjemme fra kirke for at læse Dostojevskij - så lad mig dele af hans ord - og de er vel at mærke fra slutningen af 1800-tallet:

"-den ensomhed, som nu hersker alle vegne og især i vore dage, som endnu ikke har nået sin grænse. For hvert menneske arbejder jo nu på at afsondre sig det mest muligt, alle ønsker efter evne at optage hele livets fylde i sig selv, men - resultatet af menneskets stræben bliver ikke livets fylde, men tværtimod det totale selvmord; for i stedet for at opnå den fulde udfoldelse af sit væsen ender man til slut i fuldkkommen ensomhed. Alle afsondrer sig i vor tid i enheder, hver især trækker sig ind i sin egen hule, bort fra sin næste, enhver skjuler sig og sit gods; man stødes således til sidst bort fra sine medmennesker og støder dem selv fra sig. Mennesket puger i sin ensomhed rigdomme sammen og mener: Nu er jeg stærk og vel forsørget! Det aner i sin uforstand ikke, at jo mere det skraber til sig, des dybere synker det i selvmorderisk vanmagt. For mennesket vænner sig til at stole på sig selv alene, har isoleret sig fra helheden, har lært sin sjæl ikke at tro på menneskene og deres hjælp, lever bare i frygt for at miste sine penge og erhvervede rettigheder. Overalt begynder nu menneskeforstanden hånende at miste forståelsen af, at sand tryghed for personen ikke er at søge i enkeltmands afsondrede stræben, men i menneskenes forening til et fælles hele. Men den tid vil sikkert komme, da det bliver slut også på denne frygtelige afsondrethed, og det på én gang går op for alle, hvor naturstridigt man har afsondret sig fra hinanden. En ny strømning i tiden vil komme, og menneskene vil undre sig over, at man har levet så længe i mørke uden at øjne det frembrydende lys. Og da viser sig også menneskesønnens tegn på himlen...

Men indtil da må i al fald fanen holdes højt, menneskene må, om så bare i skikkelse af Guds tåber, glimtvis vise eksemplet og føre sjælen ud af afsondretheden frem til enig, broderkærlig gerning."

Fra Brødrende Karamasov

Lad mig tilføje, hvad engang Jan Sjursen skulle ha sagt:

Vi har alt - men det er efterhånden også alt, hvad vi har..."