Jeg gik til brønden midt på dagen, når de andre var færdige med at hente vand. Jeg var så bange for deres mening om mig. I den brændende middaghede var jeg alene med min skam. I ensomheden kunne jeg finde en smule ro.
Så så jeg skikkelsen nærme sig brønden. Jeg mærkede min puls og et sug i maven. Pludselig følte jeg mig så ubeskyttet. Jeg bøjede hovedet og forsøgte at koncentrere mig om at sænke spanden i brønden, mens han nærmede sig. Nu mærkede jeg, at hans skygge ramte mig. Hvad lavede han her ved brønden?
Giv mig noget at drikke! Jeg blev forskrækket. Jeg løftede forsigtigt hovedet og undersøgte, om der var andre til stede. Han stod foran mig, udmattet, tørstig og støvet. Men der var noget, der forvirrede mig. Igennem det støvede ydre udtrålede han en sikkerhed, en styrke, som jeg ville ønske, jeg have. Han lignede ikke en, der havde brug for andres hjælp. Og så stod han alligevel der og gjorde sig afhængig - af mig.
Så sagde jeg noget, som jeg ikke selv forstod: Hvordan kan du, himmelens og jordens skaber, bede mig, et menneske, der kan klare sig selv, hvordan kan du bede mig om noget?
Han svarede: Hvis du kendte gaven og kendte mig, ville du vide, at jeg allerede har givet dig, hvad jeg nu beder om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar