Eksperimentet fuldført med stor tilfredshed

Så var jeg til komsammen med gammel folkeskoleklasse - 23 siden sidst!
Det var jo lidt af et eksperiment - det skulle prøves af på den gruppe af mennesker, som man har brugt ret lang tid af en vigtig del af sit liv med - om jeg er kommet mig over min barndom, og har accepteret mig selv. Og det virkede - pænt nervøs lige inden - men da jeg var trådt ind, var det enkelt at gå rundt og hilse på alle. Og jeg følte mig ikke udenfor eller anderledes i nogen særlig grad - også uden hus og børn og almindeligt forklarligt job!
Hyggeligt nok - der blev ikke stillet mange spørgsmål til mit job - men det er ok, jeg kan godt få noget ud af at høre en hel aften på andre mennesker tale om dem selv og deres liv - det er måske den største forskel: jeg har ikke længere så meget brug for den anerkendelse, der er i, at mennesker kan forholde sig til mit liv... Der er lige så stor tilfredsstillelse i at se, om man kan få mennesker til at fortælle om noget vigtigt i deres liv - og syntes, at jeg fik noget spændende at vide...
alt i alt helt fint - inden jeg gik hjem fik jeg så også den opmærksomhed og anerkendelse, som jeg ikke havde forventet - og så af en person, som jeg faktisk havde glædet mig til at se igen. Han sagde, at jeg havde været et forfriskende pust både dengang og nu - en, der turde være anderledes - jeg takkede ham og fortalte, at jeg ikke altid havde haft det ok med at være anderledes - men det var det nu. Også en indikation af, at jeg virker anderledes på folk, end de tør give udtryk for.
At jeg har noget mere selvtillid med i bagagen i dag skyldes, at jeg siden folkeskolen har mødt mange dejlige mennesker, der har bakket mig op og kaldet mig en skøn kvinde, at jeg har en mand, der bare elsker mig, og så ikke mindst Gud, der elsker mig og holder mig - og alle jer!