en islamisk stafet

Jeg har netop læst journalisten Martin Krasniks bog De retfærdige - en islamisk stafet. Her forsøger han at komme i kontakt med islamister og lader dem sende ham videre, så han kommer på en rejse fra London over Teheran, Beirut, Pakistan, Saudi Arabien og tilbage til London. Egentlig har jeg gået meget uden om den slags litteratur, jeg har simpelthen ikke haft lyst til at konfrontere mig selv med, at der måske er synspunkter inden for Islam, som jeg ikke kan lide eller acceptere. Jeg tror, at jeg er ret inkluderende af natur,- et eller andet sted opfatter jeg mig også i familie med kristne fundamentalister, selvom de nok ville smide mig ud af deres kirker og gør ting mod andre mennesker, som jeg ikke kan bifalde. Det siger jeg kun - det med det inkluderende, fordi jeg ved, at det ikke altid er rosværdigt/ eller i hvert fald er i høj kurs.
Nå men jeg vil jo gerne kunne skelne imellem islam og islamisme - fordi alt skæres over en kam, når frygten breder sig - men er det nu så nemt, når man undersøger det lidt? Det anede mig.
Bogen blev læst, og det var faktisk en god oplevelse.

Det mest gennemtrængende indtryk: forfatteren, der har jødisk baggrund, fastholder sin ateisme og tro på demokratiet overfor religiøse, der mener at kunne skabe retfærdighed gennem deres religion. Det sætter nogle tanker i gang: på nogle områder tænker jeg måske mere ligesom muslimerne; at der er en virkelighed uden for os selv. En af de interviewede, engelsklektoren fra Teheran, skriver på et tidspunkt: At være tålmodig, retfærdig og tilgivende er min personlige opfattelse af lykke. Jeg håber, at jeg en dag kan blive til et sådant menneske. Krasnik satser alt på demokratiet også selv i den åndforladte udgave, vi lever med i vesten: Jeg har ikke engang nogen utopi for mit samfund, jeg har ikke nogen drøm om noget andet eller større. For mig eksisterer kun den nedslidte virkelighed. Jeg kan identificere mig med begge parter; jeg undrer mig over Krasnik, der hårdnakket fornægter religion og dog alligvel - til stor forargelse for venskabskredsen- har ladet sin søn omskære. Hans beskrivelse af sin rejse udtråler en stor ensomhed i mødet med den islamiske verden. På den anden side deler jeg hans gru over stening (rensning, siger den islamiske dommer) af utro kvinder og håndsafhuggelse i Saudi Arabien - hvordan kan man overhovedet være åben overfor det? Men nogen klar skelnen mellem islam og islamisme kom der ikke ud af det. Hvad skal jeg læse nu? Skal jeg læse dem, der fornægter islam for at forfægte menneskerettighederne?

Hvordan kan jeg være inkluderende, hvis det inkluderer overgreb på andre menneskers rettigheder - som jeg jo respekterer netop for at være inkluderende???