For tiden har man mulighed for at se eller gense det, der kaldes den første Vietnamfilm, Deer Hunter, fra 1978. Jeg havde set den mindst én gang før, men da jeg jo som bekendt ikke er så gammel(...), så har jeg måtte nøjes med tv-versionen. Det er en fascinerende, men også grusom film, der tåler den fordybelse, biografsalens mørke tilbyder. Derfor var jeg straks på, da jeg opdagede, at den ville få repremiere i Imperial i KBH med indledning ved forskellige kulturpersonligheder.
Vietnam lyder som bang bang og krigsfilm, og selvom filmen byder på bang-bang, er det ikke en typisk krigsfilm - og heller ikke nogen udpræget hurtigt flydende film. Forsvarsminister Søren Gade var nok ikke den eneste teenageknægt, der ved premieren blev noget skuffet over filmen, der i hele første halvdel foregår hjemme i Pensylvania - og det meste af tiden beskriver et bryllup blandt russiske efterkommere og ydermere byder på langsomme scener i bjergene med jagt. Efter pausen skifter scenen imidlertid og vi er midt i krigshelvedet, dog hurtigt afløst af en mere indre gru, da de tre hovedepersoner bliver taget til fange af Viet Cong og bliver tvunget ud i en nervepirrende russisk rulette, hvor kun døden er udgangen - men man ved bare ikke, om det bliver denne gang eller først næste, at projektilet falder i hak...
Filmen skildrer meget dybt, mere i sin iagttagelse af personerne, end i dialogen, hvilke modsatrettede følelser, der er forbundet med at drage i krig - og ikke mindst skammen, sorgen og en manglende forståelse hos de tilbageblevne ved hjemkomsten. Det er et ufatteligt universelt tema vor nutids psykologberedskab til trods.
Filmen tager sig - i hvert fald set med nutidige øjne - god tid til at beskrive den russisk-ortodokse bryllupsceremoni, den folkelige fest, jagten i det stille bjerge og gruen og den lurende sindsyge i fangenskabet. Og måske lige med undtagelse af det sidste eksempel var netop denne langsomhed en af de største oplevelser ved gensynet.
- og så Robert De Niro som den tavse, heltemodige og nok i virkeligheden lidt psykopatiske Mike.
Kan anbefales.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar