Togterapi

En togtur er noget, der kan løfte mit humør betragteligt. Mit arbejde giver heldigvis mulighed for adskillige togture mod syd/øst og mod nord. Det er en boblende fornemmelse af frihed og lethed, der fylder mig, når IC-toget ruller ud af Århus banegård - dog før det bliver for romantisk i klangen: jeg får dog også ofte kvalme af de rystende bevægelser!

En togtur giver tid til eftertanke, hvile og arbejde - og er fuld af minder. Lige fra jeg var 9 år har jeg rejst regemæssigt mellem min mor i Vejle og min far i København, så det er en velkendt og elsket tur.

Skanderborg med et herligt kik ud over søen til venstre. Senere kommer Vejle Fjord, hvor jeg har boet. Lige syd for Vejle på venstre hånd en figur af en naver i en haves yderste hjørne (hvis man er hurtig), som min far i sin tid viste mig. Så kommer Lillebælt med krusninger på vandet og der til højre Snogebæk Højskole med det smukke spir. Et sted på Fyn inden Odense: et udendørs svømmebassin. Den hyggelige sejltur over Storebælt med den obligatoriske tur op på dækket - og som regel en portion pomfritter, er nu afløst af en strækning over langbroen med udsigt til højbroen, og der til højre er fyret - og det gamle vippefyr ved Knudshoved. Og så kommer fyret på Sprogø, som på mærkelig vis er som en gentagen opmuntring. Et sted ved Ringsted: en birkeskov, som jeg husker sneklædt. På vej indtil København: Glostrup med COOPs kaffepige og en tanke til min faster, herefter på venstre hånd: højhusene i Brøndbyøster, som var min første bopæl i livet.

Selvfølgelig er en togtur ikke en gratis fornøjelse, men så dog en af livets små glæder.