Hvor er det godt, når jeg endelig bliver lidt kulturel! Igår var jeg inde og høre et meget poetisk og bevægende foredrag ved performancekunstneren Simone Aaberg Kærn.For 3-4 år siden besluttede hun sig for at flyve fra Danmark til Kabul i et bittelille propelfly. Hun havde læst i avisen om en teenage pige i Afghanistan, der drømte om at blive jagerpilot. Så kunstneren satser en del penge og sit liv for at møde Farial, som pigen hedder, og give hende mulighed for at at flyve og sætte ild under pigens drøm.
Det ser klart ud til at være verdens dumdristigste ide, for amerikanerne er i krig i Afghanistan. Men kunstneren er fast besluttet - og ni måneder senere kan hun vende hjem med bevis på, at bag de strengeste regler er der et menneske - hvis bare man har tid nok. Den umulige mission lykkes pga Simones gåpåmod, naivitet og smil - og de mange mennesker, hun møder undervejs, som beslutter sig for at hjælpe det mærkelige og næsten eventyrlige projekt på vej.
Fariel kom op at flyve -- og på det lille Piper Colt propelfly, som hedder Rip, der lige nu hænger på Aros kunstmuseum i Århus, står det bevidnet med smukt svungne farsi-bogstaver.
Den der stædige tro på, at der er mennesker bag ved regler, viljen til at kræve himlen åben for alle og evnen til at handle på sine impulser, synes jeg er vanvittig inspirerende og provokerende.
Se filmen: 'Smiling in a Warzone"
2 kommentarer:
Hold da op, jeg er målløs og rørt
Det er lige præcis den uomtvistelige beslutsomhed og det engagement i andre mennesker og små øjensynligt (eller i hvert fald i større perspektiv) betydningsløse projekter, som jeg finder så fantastisk berrigende. - Hvor beundrer jeg dog bare mennesker, som gør nogen ved indskydelser og drømme og udnytter livet!
Send en kommentar