Og så var det, at mødepligt blev en velsignelse i stedet for sur pligt..

Og så var det, at mødepligt blev en velsignelse i stedet for sur pligt..
I gospelkoret Rejoice må vi kun aflyse 3 mandage hvert halve år, og da jeg har noget arbejde, der falder på mandage, kan jeg ikke tillade mig at blive hjemme pga. lidt uoplagthed og dårlig hals, hvis jeg fortsat vil synge med. Lyder surt… jo, men kun, indtil opvarmningsøvelserne var overstået, og de første strofer formedes til lyd:
Do you know Jesus?
Does he live in your heart? (synges stille men intenst)
Do you believe that he was born? (synges med fasthed og stigende intensitet)
Do you believe that he died?
Do you believe your sins can be forgiven by the blod from his side?
Do you believe his love can meet you right where you are?
Do you know Jesus?
Does he live in your heart?
Ordene er enkle og har måske nok ikke helt den samme virkning uden musikkens vidunderlige lydsvingninger, der forplanter sig fra læberne til hjertet, der får vinger og flyver sig en tur.
MEN: det virkede igen igen i går: Fra at være i halvdårligt humør, træt og fuld af tvivl kom jeg i et noget bedre humør med plads til smil:
Godt at blive mindet om, at Jesus er der, at jeg er ok, selvom jeg har dummet mig, eller bare ikke har opnået alt det, jeg gerne ville – men det kræver oftest disciplin at komme i tanke om det. Den disciplin giver mødepligten i Rejoice!
(billedet er Susan fra Emmaus - et af korene i Odense metodistkirke, hvor jeg er præst)