Kan man kalde det samvær?

Måske virker det umiddelbart mærkeligt for os bare at være stille med fremmede mennesker - men min påstand er, at det er en fed form for samvær. Renset fra al usikker og søgende smalltalk og slet skjulte behov for at hævde stilling og ry. Tavshed er for mange af os forbundet med stor pinlighed (sådan er vi dog ikke alle - angiveligt skulle finnere havde det helt fint med tavshed i selskabet!).
I weekenden var jeg sammen med 9 andre mennesker - i stilhed. Jeg kunne dårligt deres navne, vidste ikke, hvad de lavede til dagligt, og hvad de syntes om vejret. Måske vil du indvende, at man slet ikke er sammen, når man ikke taler, men så skulle du prøve det!
For jeg var i den grad sammen med de andre på weekendens retræte. Jeg fornemmede deres bevægelser, deres ansigtsudtryk, hørte deres skridt - og genkendte dem. Når vi brød stilheden ind i mellem, var det for at tale om, hvad der rørte sig inden i os - og vi lyttede lidt mere end sædvanligt.
Da vi søndag brød stilheden var det nu også rigtigt hyggeligt at lære hinanden lidt mere at kende ud fra det, talen nu kan bridrage med!
Billedet er taget fra min gamle bunke af collager.