
Hvad får en politiker til at gå ud og sige, at Burka-beklædning skal forbydes?
Jeg forestiller mig ...
- han har oplevet en kvinde i nød inde bag en burka, undertrykt og bange. Det har rystet hele hans menneskesyn, så nu tvinger vreden ham til at bruge de midler, han har...
eller:
- hans parti og hans rådgivere har i dagevis grundigt overvejet, hvilke mærkesager, der vil gavne partiets og den omtalte politikers vælgeropbakning, og kan få hans nye placering i partiet grundigt promoveret på avisernes forsider.. Han har tilsluttet sig denne linie, fordi han er enig...
eller:
- han har qua sin egen baggrund i islam flere gange oplevet religionen som undertrykkende, og selvom han ikke tager afstand fra sin baggrund, reagerer han altid skarpt overfor ekstremister, som han kalder dem...
Jeg ved det faktisk ikke, og jeg påstår ikke det ene frem for det andet.
Hvad får en kvinde, iransk, jordansk eller dansk, til at trække i en burka?
Jeg forestiller mig...
- hun har fundet mening i Islams livstydning og vil gerne markere, at hun mener noget med sin religion, så meget, at hun begrænser sin egen udfoldelse i det offentlige rum og risikerer vrede blikke og hårde ord...
eller:
- hun er gift med en mand og lever blandt mennesker, der siger, at sådan skal enhver anstændig kvinde gå klædt. Hun kender ikke personligt nogen, der kan fortælle hende om andre holdninger og måder at leve på. Hun kender ingen danskere, som hun kan have et varmt og nært forhold til. De danske kvinder forekommer hende fremmede og ligeglade...
eller:
- hun er godt og grundigt træt af danskernes ligegyldighed over for religion og deres foragt for hendes valg, og vil markere, at hun har ret til følge sin religion til det ydereste...
Jeg ved det faktisk ikke, og jeg påstår ikke det ene frem for det andet.
Men jeg tror, at vi ville forstå hinandens indimellem himmelråbende handlinger og holdninger bedre, hvis vi kendte historien bag. Den metode forenkler desværre ikke nogen sag, og derfor bruges den sjældent i medierne.
Men du har et valg, hver gang, du møder et menneske: vil du høre historien?
5 kommentarer:
Hvor er det godt at have dig tilbage! Jeg overvejer faktisk at begynde at gå med tørklæde. du ved, sådan et godt, gammelt konetørklæde, som anstændige kvinder som mine bedstemødre, altid havde om håret inden de gik ud for bare 60-80 år siden..... Bare for at se hvad reaktionen ville være?!
YES.
Da de i Frankrig begyndte at tale om det skulle være forbudt at gå med kalotter og kors om halsen. Satte det skub i noget jeg ville have gjort længe. Jeg fik mig et kors i en kæde om halsen. Jeg ville ønske jeg var begyndt at gå med det inden al den debat, for jeg har det ikke godt med, at gøre ting på trods. Men nu er det der uden jeg tænker over det. Jeg håber kvinder går med burka fordi de vil, og nej jeg tror heller ikke på lovgivningen som en farbar vej.
Alt godt til dig
Tak Tine!
Ja, måske skal vi både gå med kors og med tørklæde. Det er dog fortvivlet, som verden er. Lige nu er det os, der lever i den og må gøre noget - høre hinandens historier, se hinanden, som vi er og gerne vil være og forsøge at tale fornuft, ikke til ekstremisterne, men til den anden halvdel af landets befolkning, som vi åbenbart er grundlæggende uenige med!
Rigtigt rigtigt rigtigt, hvor er det en rigtig betragtning, det har til alle tider givet gode billige politiske points at forfølge svage minoriteter Tine, find dig en syndebuk og hvis det så overmere kan læses på vælger barometeret er der en god fortjeneste at hente, vi har i de sidste mange år i den grad haft bind for øjenene, så vi vælger at se begrænsningerne fremfor de muligheder der er i de fremmede og deres kulturer, som vi selvfølgelig ikke skal overtage, men lære nærmere at kende, det kunne være at vi også kunne lære et og andet af andre.
Send en kommentar