En hilsen fra Retrætebente og Lovsangsgrethe

I går havde vi i Betlehemskirken vores årsmøde med fest bagefter. Årsmødet har efterhånden forvandlet sig fra en kedelig og langtrukken generalforsamling med kaffe og blødt brød til en rimelig meningsfuld dag med debat, gudstjeneste og middag. I år lavede vi så endnu en gang revy, hvor vi mest gjorde grin med vores tre dejlige præster. Revy og middag er godt, fordi det giver os alle en klar fornemmelse af, at vi faktisk har noget vigtigt sammen - noget man også kan gøre grin med! I år havde der også sneget sig nogle mere generelle figurer ind: to lovsangsstjerner, der bare elskede at synge en dejlig melodi igen og igen og igen og igen og igen - og så Retrætebente, der var i gang med at vikle sig ind i en kæmpe bedekrans. Kærlig satire over to former for spiritualitet, som betyder meget for mig.
Vi er ikke perfekte i vores kirke - bare et svagt udtryk for Guds virkende ånd i denne verden - men det giver meget mening for mig, når vi kan drøfte noget vigtigt og også hygge os sammen i hinandens selskab. En gammel ungdomsørehænger rinder mig i hu: Derpå skal alle kende, at I er mine disciple - om I har indbyrdes kærlighed.