Se mig!

Har erfaret, at nogle af mine kæreste venner læser denne blog - glæder mig, så skriver jeg da ikke ud i intet. At blogge er jo dybest set udsprunget af behovet for at blive set. Ser ingen mig, så er jeg måske slet ikke til... i den forbindelse har nogen et større behov end andre - indrømmet. Og jeg er i den lykkelige situation, at mange mennesker bemærker mig, spørger til mig, roser mig - i det hele taget behandler mig værdigt som en af Guds skabninger- og det er rart og giver mening.... men nogle gange giver Gud mig situationer, hvor de mennesker, jeg møder ikke spørger til mig overhovedet, men blot taler og taler om sig selv - det kan være svært, men den slags møder har lært mig at fokusere på, at før noget andet menneske så mig, da så Gud mig og elskede mig.
Så når mennesker ser mig, vil jeg så have, at de skal se mig, eller ønsker jeg, at de skal se et glimt af Gud, der så mig - og ser dem?