Åh kvindekamp!

I DRs miniserie Kronprinsessen faldt der på et tidspunkt følgende bemærkning: "Der findes et sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden." Den anden dag var den samme bemærkning at læse i en boganmeldelde i Alt for Damerne (en af mine heldigvis sporadiske, men dårlige vaner!). Jeg flipper helt ud, når jeg hører sådan noget! Måske fordi jeg har fået min portion feminisme i barndommen, hvor jeg blev slæbt med til kvindefestivaller, basisgrupper, kvindehøjskole og Grevinde Danner-stiftelsen. Men også fordi den bemærkning stadig lyder af, at manden er fjenden, og hvis ikke kvinder frivilligt holder sammen mod ham, så skal de trues til det!! JA - der er da meget forskel på mænds og kvinders vilkår - men den største fjende i den forbindelse er vidst mest mig selv og min usikkerhed/forsigtighed/ufokuserethed. Jeg kan ikke genkende en situation, hvor mænd har begrænset mig, når jeg stod frem. Jeg har fx ledet en hel bestyrelse med næsten ene mænd - og har aldrig oplevet, at de var imod mig eller ikke troede på mig, fordi jeg var kvinde. Jeg kan da godt se, at noget af grunden til, at min usikkerhed og forsigtighed kan være et problem, er, at verden styres af helt andre værdier - men det er der da også mig bekendt mange mænd, der lider under. Jo, der er mange mekanismer, der forfordeler kvinder - jeg har mere en dobbelt så meget uddannelse end min mand målt i tid, men min løn er stadig meget lavere end hans - og at pensionen deles lige, kan man ikke regne med... Jo tak, det er mig smerteligt klart - men jeg har svært ved at se manden som den personificerede bagmand - jeg er måske naiv...
Der, hvor jeg pludselig godt kan se, at jeg skal til at være lidt mere feministisk - det er, når jeg tænker på kvinder især i ulandene, der i den grad tilsidesættes/voldtages/udnyttes/forhandles og alt andet afskyeligt. Jeg synes ikke, at jeg kan være bekendt at brokke mig over min lille pension, når de lider...