Kloden drejer stadig stille rundt

I sidste uge var jeg inde og se Gasolinfilmen. Efter at havde set DR2´s smagsdommere og haft lidt tid til at reflektere er det nu tid til en kommentar. Generelt havde jeg et godt indtryk af filmen, der er lavet i den genre, der kaldes documentary of the mind - en dokumentarform, hvor der sættes billeder på det, personerne fortæller om. Fx laves der en meget spændende kobling mellem Kim Larsens fortælling om, hvordan hans nysgerrighed blev vakt i forhold til et andet liv end det, han førte som skolelærer og familiefar - og så klip fra en gammel film om Odysseus, der netop havde fascineret Larsen, for Odysseus beskrives som en, der altid blev drevet videre for at se, hvad der var rundt om det næste hjørne.
I smagsdommerne syntes teolog/forfatter Iben Tranholm, at filmen lagde godt ud i dybden med at lade bandmedlemmerne fortælle lidt om deres barndom - men at hun nok savnede fortællingen om, hvordan deres koner/kærester og børn havde oplevet historien om Gasolin - og deres angivelige ofre. Filmen antyder, at den kreative process havde sin pris, da det fortælles, at både Kim Larsens og Franz Beckerlees ægteslaber røg i deres altopslugende længsel efter at spille sammen i et band. Og jeg kunne heller ikke overse de mange bajere i de de oprindelige 70ér-optagelser... (det er retro - det er morgenbajeren tilbage... måske er vi blevt lidt asketiske her i det nye årtusind - men alligevel) - det ødelægger i hvertfald en romantisk fortolkning, men Iben T har ret i, at det blot antydes. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan beskrive en kunstnerisk triumf uden at nævne de omkostninger, der har været i den forbindelse - jeg er stadigt i tvivl - sandhed handler altid om hvilken vinkel, der tages. Det har også fra anden side været indvendt, at filmen ikke alvorligt nok beskriver de evindelige diskussioner om bandets stil mellem Larsen og Beckerlee. Jeg synes nu nok, at det var tydeligt nok - især, da Beckerlee siger, at det slet ikke var så sjovt at være så rygende uenige hele tiden. Under alle omstændigheder beskrives konflikterne med omkring 30 års afstand - og det virker som om, at de implicerede i dag har et mere afklaret forhold til det - hvad man da også kun kunne håbe.

En anden af smagsdommerne, Fadime Turan sagde, at filmen var udtryk for det nostalgiflip, nationen angiveligt skulle være på, og den også var udtryk for et nationalistisk projekt, hvor vi som danskere i angst for de fremmede samler os om vores egen historie - og dermed udelukker de andre. At det er nostalgi, er jeg med på - Gasolin er sammen med Abba lydtapetet til min barndom - og jeg er notorisk forelsket i 70'erne. Men at det skulle samle danskere mod vores medborgere med anden etnisk opridnelse - synes jeg er en hysterisk udtalelse. Selvom mange har været inde og se filmen, samler den da langtfra nationen (et skud fra hoften er, at mindst halvdelen af min omgangskreds endog ikke har overvejet at gå ind og se den) - og jeg kan ikke se noget i vejen for, at jeg gerne vil høre historien om Gasolin, selvom Fadime Turan åbenbart ikke forbinder noget med dem. I stedet for at diskutere filmen med mohammedsags-briller skulle vi til se at komme i gang med at skabe fælles historie, som vi så om knap 30 år kunne se og diskutere sammen.

Lige siden filmen, kører sangene i baghovedet - især den fantastiske Kloden drejer stille rundt - det gør den stadig formentligt ligeså langsomt som dengang - selvom det ikke altid føles sådan. Drømmen om 70érne er for mig en drøm om enkelhed, klarhed og færre varer i butikkerne (urealistisk? - men dog en evig drøm...)