En dag i min bøn bad jeg Gud om at flytte mit fokus væk fra noget i mit liv, som havde en dårlig indflydelse på mig. Bagefter kiggede jeg op på de ikoner, jeg har hængende over mit skrivebord, og blikket faldt på Gudsmoderikonen. I det øjeblik så jeg, at hun peger på Jesus, mens hun kigger fast ud på mig. Det var som om, hun sagde: Se Ham, se hvilken kærlighed, Han har til os - hvad andet har du brug for? Det berører også det, som jeg skrev om igår - det handler ikke om leveregler, hvor man forsøger at præstere til tilfredshed - det handler om at fiksere sit fokus på Jesus. Se hvilken ømhed, han har for os mennesker!
Ikonen er malet af en broder i Taizeklosteret i Frankrig på baggrund af en gammel russisk type, Gudsmoder Wladimirskaja. Jeg synes, at den er utrolig smuk - men den sandhed, den rummer om Guds ønske om et kærligt fællesskab med mennesker, er endnu smukkere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar