I søndags var vi inde og se Bornedals Kærlighed på film - egentligt ikke som udtryk for et særligt bevidst valg, men nu havde vi jo meldt os ind i biografklub danmark, og så var det den, der var på...
Jeg bliver nødt til at sige, at jeg kedede mig (og bagefter vil jeg blive forundret over, hvor mange, der syntes, at det bare var en fantastisk film... det er sket før).
Måske kedede jeg mig bare som et forsvar mod det stærkt foruroligende tema for en drømmer som mig: Drømmende mand er træt af den uendelige trædemølle med familie og job - og ved en ulykke griber han mere eller mindre bevidst en mulighed for at prøve noget mere spændende.
Efterhånden udvikler den ulykkelige kærlighedsfilm sig så til en semithriller med en frådende psykopat i et afsides hus, hvor naturen ikke længere bare er smuk, men foruroligende. - og så vågnede jeg lettet (ja, jeg ved det godt) op...
Bagefter irriterer filmen mig bare.. ligesom så mange andre danske film
Ja, jeg ved godt, at Bent Mejding er en stor skuespiller, og han er også virkelig god - men også irriterende..
Og den allestedsnærværende Anders Bertelsen er da også god - og sød - men også irriterende..
Til gengæld var det en fornøjelse at gense Ewa Fröling igen (Bergmans Fanny og Alexander) - hun har den sejeste karisma! Så her et billede af hende..
4 kommentarer:
Hej Tine!
Jeg var også inde og se den formastelige film. Jeg kunne til gengæld ikke sove mig igennem - for mit hjerte hamrede så hårdt jeg det gjorde helt ondt. Føj hvor var den ulækker! Og nok mest fordi jeg egentlig havde troet det bare var en meget ulykkelig kærligheds historie vi skulle se. Mit slut spørgsmål var: Hvad handlede den lige om? Altså bortset fra den frådende psykopat?!
vil du ha den korte version:
har du forpligtigelser, så løb ikke efter dine drømme, for så kommer der en psykopat efter dig, og du ender med at blive skudt!
Eller måske skal man bare lide alt det for at finde ud af, at konen derhjemme egl er meget ok...
Jeg synes I er lidt hårde! selvom jeg også har en følelse af at være irriteret. Jeg kedede mig til gengæld ikke - jeg kan ikke rigtig tåle at se så meget vold, og var på et tidspunkt tæt på at forlade biografen. Den var lige ved at blive for ulækker for mig også.
Men min rritation kommer nok over, at hovedpersonen tillader sig at være så utrolig blind/ligeglad overfor sit eget "commitment" til sin familie - og blot giver sig følelsernes vold (som i øvrigt må siges at være funderet på et ret usikkert grundlag). Filmen tager for mig at se udgangspunkt på en alment accepteret antagelse i vores samfund om, at det du føler er sandhedEN. Her lader den Frank sige: "F... følelserne! - og find ud af, hvad du vil!" Hvilket jo må siges at være en OK udfordring til Jonas, situationen taget i betragtning.
Så langt så godt, og jeg synes faktisk at det er godt set af Bornedal (at det er en problematisk antagelse), - det kunne muligvis været lavet ligeså flot med mindre vold.
Men problemet er, at ingen af filmens hovedpersoner synes vide, hvad de så skal bygge deres liv og handlinger på - hvad er det der giver mening i livet? er det ikke OK at man ikke altid selv skal være i centrum? Kan vi ikke få nogle andre værdier på bordet?
Jeg tror, at min forvirring bagefter kom af lige præcis det du tager fat i Lilli-Anne: Hvad er meningen med livet? Hovedpersonerne er så forvirrede, og Jonas er villig til at give afkald på al den rigdom han har (kone der elsker ham, børn, der vil ham) for at følge noget som i bund og grund er en drøm. For mig var nøgle spørgsmålet Julias konstatering/Spørgsmål om familieliv og vaner: Skrigende unger og indkøb, sex på faste ugedage - hvor må det være fuldstændig forfærdeligt. Eller er det fuldstændig vidunderligt?
Jeg tror, Frank havde fat i den lange ende, om end han også havde et noget trist syn på ægteskab/parforhold.
Send en kommentar