Tak for overvejelserne i mit forrige indlæg - om discipelskab. Lad os fortsætte her. I min opgave skulle jeg gøre mig overvejelser om bibelsk forståelse af discipelskab. Uden overhovedet at kunne gøre det udtømmende, foreslår jeg følgende principper udledt af evangeliernes beskrivelse af Jesu måde at have disciple på:
- Discipel er noget, man bliver kaldt til, ikke noget, man selv beslutter sig for.
- Discipelskab er et lærlingeforhold. Det indebærer, at man lærer, mens man er i praksis, og at man er afhængig af at følge mesteren nøje.
- Discipelskab er ikke blot et spørgsmål om læring, men om et helt liv levet med mesteren med alle de aspekter, det indebærer.
- Bekendelse er ikke nødvendigvis udgangspunktet, men noget, der kommer undervejs.
- Disciple er ikke perfekte, men stadig udvalgte.
- Disciple er kaldede til at være med til at finde og udruste nye disciple.
- Discipelskab er et lærlingeforhold. Det indebærer, at man lærer, mens man er i praksis, og at man er afhængig af at følge mesteren nøje.
- Discipelskab er ikke blot et spørgsmål om læring, men om et helt liv levet med mesteren med alle de aspekter, det indebærer.
- Bekendelse er ikke nødvendigvis udgangspunktet, men noget, der kommer undervejs.
- Disciple er ikke perfekte, men stadig udvalgte.
- Disciple er kaldede til at være med til at finde og udruste nye disciple.
Ud fra det tænker jeg umiddelbart, at den kirke, jeg kender ikke i ret stor grad tilbyder ægte livsfællesskaber, hvor man sammen udøver det at være kristen. Vi går op i kirken til gudstjeneste eller undervisning eller andre aktiviteter - og så forventes vi vel så selv på egen hånd at leve det ud mandag til lørdag...
Hvad skal vi så gøre, synes I?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar