I går hørte jeg min første grønne prædiken, hvor vi blev opfordret til at tage medansvar for Guds skabning. Det fik mig til at tænke på noget, som Julian of Norwich, kvindelig mystiker – 1343-1413/16, beskriver fra sine åbenbaringer:
"Han viste mig noget småt, ikke større end en hasselnød, som lå i min håndflade, og det så ud for mig, som om den var rund som en bold. Jeg så på den med min forstands øje og tænkte: Hvad kan dette mon være? Og jeg fik svar i min forstand: Den er alt, som er skabt. Jeg var forundret over, at den kunne klare sig, for jeg tænkte, at den på grund af sin lidenhed pludselig kunne forsvinde og blive til intet. Og jeg fik svar i min forstand: Den klarer sig og vil altid klare sig, fordi Gud elsker den, og på den måde er alting til pga. Guds kærlighed.I den lille ting så jeg tre egenskaber. Den første er, at Gud har skabt den, den anden er, at Gud elsker den, den tredje er, at Gud bevarer den. Men hvad så jeg i det? At Gud er Skaberen og beskytteren og elskeren.”
Julian har de der sjove lidt mærkelige og enkle billeder, man husker - og sikke en pointe:
3 kommentarer:
Ja sådan er det i al sin enkle og strålende klarhed - foruden Guds nåde og kærlighed var vi intet..
Tak for dine indlæg - det er dejligt, at her sker noget :-)
Knus Kathrine :-)
Dejligt at nogen lytter efter prædiken.. :-)
TAK for sidst
Thomas
Martin Lönnebo:
Det er kristeligt kætteri ikke at være miliøforkæmper. Det mest centrale kristne udtryk er sakramenterne, den dybe forbundethed mellem materie og Ånd. Vores opgave er at gen-sakramentalisere, ja dybest set, at genopdage, at alting er helligt.
Send en kommentar